Ekstraordinær villa på sublim placering i den indre del af Aalborgs Hasseris.
Krogh Arkitektur har for privat bygherre skitseret og projekteret en herskabelig villa på Kong Frederiks Vej i indre Hasseris Aalborg (Projekt til og med en byggetilladelse). Huset udføres med hvide facader med fokus på mur-mæssige detaljer som eks. fremspring af gesims. Taget anlægges med naturskifer og villaens vinduer udføres med smuk og elegant sprosseinddeling. Tagrender udføres i zink som med tiden patinerer smukt i sammenhæng med naturskiferen på taget.
Planløsning kredser omkring køkken-alrummet som er hjertet i huset, med naturlig adgang til bryggers, stue samt hall og ankomst. I hall placeres en smuk og moderne trappe som sammenbinder stuen med både kælder samt 1. sal med mulighed for udsigt mod både Aalborgs midtby samt Limfjorden.
Huset opføres med 50 graders hældning, hvilket er meget stedstypisk for området og definerende for det arkitektoniske udtryk.
Placering på grund er nøje gennemtænkt, således er der skabt optimale forhold for udeophold ift. solforhold og privathed både ift. naboer og indkig fra vej. Huset er en smule tilbagetrukket fra vejen, således også for at tilgodese og bevare en smuk mangeårig blodbøg.